
Om legepladser og karrieremål
Jeg har jongleret med ord, så længe jeg kan huske. Simpelthen fordi jeg ikke kan lade være. Skriblerierne startede i barndommens dagbøger med guldkanter og hængelåse. Så blev de til alt for lange danskstile i folkeskolen. De blev til håndskrevne breve fra mit højskoleliv til langdistance-venner. De blev til studieopgaver på universitet og til artikler i mine studiejobs. Til debatindlæg i avisen. Til artikler til arbejdspladser og medier. Til over 500 Instagramopslag. Og nu: til blogindlæg.
Min ambition med etboerneliv.dk er at bringe faglig viden og praksis tættere sammen. Det mål kan I læse mere om i indlægget her: Velkommen til et boerneliv.dk. Samtidig er etboerneliv.dk min nye legeplads. Stedet hvor jeg selv sætter rammerne og kan dele egne tanker samt fagligt baserede artikler om børneliv. Stedet hvor I kan finde ny viden, blive inspirerede i forældreskabet eller fagligt og reflektere med. For det håber jeg, at I vil. Uden at have jer med på legepladsen er den nemlig ikke nær så sjov.
Om at lege sig til arbejdet
Når jeg skriver, at etboerneliv.dk er min nye legeplads, så er det ikke hele sandheden. Hjemmesiden er også et selvkærligt forsøg på at tage mig selv alvorligt. Gennem hele mit studie- og arbejdsliv har jeg – mere og mindre bevidst – kredset om tematikker på børnelivsområdet. Men jeg har arbejdsmæssigt ladet mig føre derhen, hvor der lige var et job. Nu har jeg valgt at lytte til min egen passion og gå all in på det, jeg brænder for: journalistisk artikelarbejde, forskningsformidling og børneliv. Det gør jeg som selvstændig i min lille enkeltmandsvirksomhed Mir Kommunikation. Her på etboerneliv.dk vil jeg løbende dele noget af det arbejde, jeg laver som selvstændig. Samtidig kommer jeg også til at dele personlige skriverier om børneliv med udgangspunkt i min rolle som mor til to. Etboerneliv.dk er min nye platform, hvor jeg mikser arbejde og leg og deler min passion med jer.
Nu tør jeg (næsten) sige det højt
Set i bakspejlet er det tydeligt, at faglig viden om børneliv altid har været omdrejningspunktet for mit studie- og arbejdsliv. Så vidt det var muligt. Men i mange år var det ikke en bevidst strategi for mig at dyrke det emne. Faktisk tog det mig en række år at forstå, at det var det emne, jeg skulle beskæftige mig med også i professionelt regi. Men nu tør jeg næsten sige det højt: Det er dét her, jeg vil. Det er de her arbejdsopgaver, jeg drømmer om. Nu går jeg målrettet efter bolden!
/Miranda
PS: Føler I jer snydt for det obligatoriske ”personen bag bloggen”-skriv, som jeg havde lovet jer, så bare rolig: Snart skriver jeg den mere klassiske præsentation, så I kan få stillet den værste nysgerrighed.