For hvis skyld skal vi huske egenomsorgen?

Det er min oplevelse, at egenomsorg oftere og oftere italesættes som noget meget vigtigt de første år af vores forældreskab. Men for hvis skyld er det, at vi skal huske den omtalte egenomsorg? Er det for vores egen? For parforholdets? For omverdenens? For børnenes? Og hvad er egenomsorg egentlig? Måske er det ikke det samme for dig, som det er for mig.

Egenomsorg i nye klæder

Hvad hvis egenomsorg for mig lige nu er at fokusere på samværet med mine børn og lade stå lidt til med hensyn til mit kropslige ydre og mit sociale netværk. For eksempel ved at vælge hyggebukserne frem for mine slim fit jeans, at droppe den tidligere daglige makeup, at nedprioritere sportsaktiviteterne, at lave færre sociale voksenaftaler osv. Er det også en acceptabel form for egenomsorg i andres øjne? Eller skal vi partout lade os adskille fra vores børn, før omgivelserne opfatter det som egenomsorg? Det er måske nok sat lidt på spidsen her, men tanken er interessant. Har vi ubemærket skabt en forestilling om, at egenomsorg ikke kan udfoldes med ammepuden og børnelatteren i baggrunden?

Det er faktisk bare en fase

Det er til dels velsagtens rigtig nok, at egenomsorgen hurtigere nedprioriteres, når børnene render om benene på os imens. Det kan jeg personligt i hvert fald ikke benægte. Men måske er det okay, at det er sådan? For en stund. Måske er det faktisk okay, at vi i høj grad tilsidesætter os selv for at give plads til relationen med vores børn. Selvfølgelig skal det ikke være i en sådan grad, at vi mistrives og ikke får opfyldt vores mest nødvendige behov. Og selvfølgelig skal det ikke være for altid. Men måske behøver vi ikke undskylde, at vi i en periode nedprioriterer os selv, fordi vi lader os opsluge af forældreskabet?

Jeg har en fornemmelse af, at det vil være en lettelse for mange, hvis vi talte lidt højere om og blev enige om at acceptere, at livet med små børn er en fase, hvor vi ikke behøver brilliere på alle områder. At vi ikke absolut skal stræbe efter at være den perfekte kæreste, kollega og veninde imens, den fase står på. At det er okay, at en af vores livsfaser sætter barnet i centrum og mig-tiden, parforholdet, venskaberne og karrieren i baggrunden. Måske kan det også være en form for fælles egenomsorg at tillade os selv og hinanden det?

At følge sit moderinstinkt er også egenomsorg

Som det er nu, handler egenomsorgen ofte om at tage sig tid uden sine børn. Det kan der være utallige gode grunde til at gøre. Dem anfægter jeg ikke – så længe grundene findes i en selv og ikke opstår af et ydre pres fra omgivelserne, uagtet at de mener det i den bedste mening. Men lad mig vende perspektivet på hovedet: Kan egenomsorg også være at tage sit nybagte moderinstinkt alvorligt? For eksempel at takke venligt nej til barselsgæstens ønske om at holde den lille, hvis man ikke selv er klar til at give slip. At bede om hjælp til rengøring eller madlavning, fordi man har brug for ro til at komme godt fra start med amningen. At melde afbud til venindesammenkomsten, fordi det knuger i maven ved tanken om ikke at være hjemme ved puttetid. Og så videre. For mig ville dét være ægte egenomsorg, da jeg var nybagt mor.

Egenomsorg kommer i mange former

Det bør være en mulighed – og er det forhåbentlig for de fleste – at insistere på begge typer egenomsorg: Både den med sit barn og den uden sit barn. Mit ønske er, at vi som nybagte forældre ikke føler os presset til adskillelse af vores barn i egenomsorgens navn. Og at vi ikke føler os set på som ravnemødre, når vi tilvælger tiltrængt egenomsorg uden vores barn. Egenomsorgen er vigtig, uanset formen, når den udspringer fra et behov i os selv. Og så er vi tilbage til den nok vigtigste pointe: Hvad der er egenomsorg for mig, er ikke nødvendigvis det samme for dig. Så skal vi ikke blive enige om at støtte hinanden i den form for egenomsorg, vi hver især trænger til, fremfor at pådutte hinanden vores egen opfattelse af, hvad egenomsorg skal være? Så tror jeg, vi gør de første år af forældreskabet en lille smule lettere at være i for alle.