“Brysterne sover”

Jeg har et ønske: at stoppe med at amme om natten. I dette blogindlæg deler jeg mine tanker med jer om, hvorfor det skal være nu, hvad årsagen (ikke) er og hvordan vi vil gøre det.

Og så blev jeg klogere…

En tidlig efterårsmorgen for omtrent 21 måneder siden lå lillesøster Elva for første gang ved mit bryst og ammede. Siden da har hun ammet alt mellem tre til femten gange hver eneste nat (i starten var det nærmest de ti til femten gange men med tiden er det heldigvis blevet nærmere de tre). Min krop kan rutinen i søvne: Sæt den store pude i ryggen op ad sengegavlen, tag ammepuden om maven og Elva i skødet på puden. Godnat igenzzz.

Havde man spurgt mig for 21 måneder siden – da jeg var højgravid med Elva – om jeg kunne forestille mig at amme mit kommende barn flere gange hver nat, efter at hun var fyldt et år, havde jeg helt sikkert svaret nej. Heldigvis har man jo kun en holdning, til man får en ny. Og det gør man til tider, når man får nye perspektiver og erfaringer i livet. Det har jeg også fået igennem mit ammeforløb med Elva.

For det er rigtigt, at jeg ikke forventede at natamme hende efter et år. Ikke af modvilje men simpelthen fordi jeg dengang ikke havde fantasi til at forestille mig, at natamningen på det tidspunkt ikke var udfaset mere eller mindre af sig selv. Det gjorde den nemlig – så vidt jeg husker – med storesøster Mynte. Men hun var også glad for at bruge sut, og på et tidspunkt var det okay, at vi i nattemørket gav hende sut og nus i stedet for bryst og nus. Elva har aldrig gidet sutten, og der har derfor ikke været et oplagt alternativ til natamningen. Derfor fortsatte vi. Og måske endnu mere fordi vi trivedes med det, Elva og jeg.

Amning eller arbejdsmarked?

Mit udgangspunkt for amning har altid været, at det er fint at fortsætte med, så længe begge parter (og øvrige familiemedlemmer) trives. Så er omgivelsernes holdning, til hvornår man bør stoppe, i bund og grund ligegyldig. Selvfølgelig drømmer jeg (som så mange andre trætte forældre) også længselsfuldt om nætter uden afbrudt søvn. Men jeg ved også, at et natammestop ikke nødvendigvis er lig med færre opvågninger. Og indtil nu har det ærlig talt virket nemmere at amme end at skulle lære Elva at finde ro på andre måder klokken midt-om-natten. Og så trives jeg åbenbart okay med en god portion søvnunderskud. Det gør mig hverken super gnaven eller distræt, men måske en anelse magelig til tider (eller også bruger jeg det blot som undskyldning for at indtage sofaen, imens pigerne leger omkring mig).

Jeg er ret overbevist om, at det ville føles anderledes, hvis jeg havde et klassisk 8-16 job, hvor jeg dagligt skulle møde blot nogenlunde præsentabel op i storrumskontoret og være klar med diverse PowerPoint-præsentationer for cheferne. Ikke fordi det arbejde er mere rigtigt eller kræver større effektivitet fra min side. Men fordi jeg ville skulle tilpasse mig arbejdets rammer og ikke omvendt. Som selvstændig og primært hjemmearbejdende kan jeg i allerhøjeste grad selv sætte rammerne for mit arbejde og dermed tilpasse mit arbejde efter dagens energiflow. For mig gør det også en kæmpe mental forskel, at jeg ikke skal forholde mig til og indgå i det sociale liv på en arbejdsplads. Alt i alt ville den type arbejdsliv formentlig betyde, at jeg havde følt behov for at stoppe natamningen tidligere. Men mit nuværende arbejdsliv er altså ikke en hindring for natteamningen. Så hvorfor stoppe nu?

Mavefornemmelsen er grund nok

For en lille måneds tiden siden fik jeg brystbetændelse (ja, man kan godt få det, selvom man ikke ammer et spædbarn men end tumling). Heldigvis fik jeg bugt med betændelsen uden antibiotika, men den omgang brystbetændelse ramte noget i mig. For bagefter kunne jeg mærke, at det langt om længe var tid til aktivt at stoppe natamningen. Dog ville jeg ikke stoppe med natamningen lige efter brystbetændelsen men vente et par uger – for at være sikker på, at jeg ikke ender med at kigge tilbage på forløbet og ærgre mig over, at jeg lod mig påvirke af brystbetændelsen og i virkeligheden slet ikke ønskede at stoppe nu. En del af mig havde håbet på at fortsætte med natamningen, til Elva selvafvænner. Men jeg mærker så tydeligt i hele min krop, at det er tid til at stoppe nu. Og er der noget i mit moderskab, jeg har lært, så er det at lytte til min egen mavefornemmelse.

Den dårlige samvittighed skal ud med badevandet

I tænker måske, at jeg stopper, fordi jeg er trættere end træt, slet ikke kan hænge sammen og bare ikke magter endnu en nat med uafbrudt søvn? Sådan er det ikke. Jeg er faktisk ikke nået dertil, hvor mine nætter er så hårde, at jeg simpelthen er fysisk ude af stand til at forsætte amningen i mørket. Jeg er heller ikke nået dertil, hvor min krop bare ikke kan holde til mere intenst børnenærvær. Det handler heller ikke om, at jeg ønsker at stoppe blot for at falde ind i normen og troen på, at jeg pleaser omverdenen. Og min datter er bestemt ikke nået dertil, hvor hun aktivt ønsker at stoppe. Alligevel mærker jeg, at det er tid.

For sådan er det jo: I forældreskabet er det kun os selv, der laver reglerne. Der er (heldigvis) ikke en række uskrevne regler, som vi alle partout skal følge (selvom det indimellem godt kan føles sådan – især hvis man bryder dem). Jeg kunne snildt fortsætte natamningerne noget tid endnu. Alligevel må jeg godt stoppe nu uden at lade den dårlige samvittighed trænge ind på mig. For selvom jeg ikke kan sætte fingeren på en konkret årsag, så mærker jeg, at tiden er ved at være inde for mig.

Det er aldrig barnets ansvar at sikre succes

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Elva ikke umiddelbart har det på samme måde, og derfor er mit fokus nu på, hvordan jeg bedst muligt hjælper hende igennem den overgang, vi står overfor. For det er vel i bund og grund det, det handler om i forældreskabet: At tage ansvar for de valg vi træffer på vores børns vegne. Eller på egne vegne men hvor valget påvirker vores børns liv.

Jeg tager ansvar ved at sikre, at overgangen byder på så få forandringer for hende som muligt. Ved fortsat at tilbyde min favn (blot ikke mit bryst) og ved at være i frustrationen og ked-af-det-heden sammen med hende og rumme alle hendes følelser. Jeg kan ikke forudse, om overgangen vil vare tre nætter med uro, hvorefter hun stort set sover igennem. Eller om det vil være en længerevarende periode, hvor vi måske fortsat ammer nogle gange men stille og roligt faser flere og flere af amningerne ud. Jeg har ikke en fast plan, som jeg vil følge. Jeg tager det på gefühl.

Sådan gør vi herhjemme (plan A)

En del forældre benytter sig af metoden med at lade mor (og brysterne) sove i stuen en uges tid og overlade det til den anden forælder at hjælpe barnet igennem overgangen. Vi fornemmer helt tydeligt, at det ikke er den rette løsning for vores barn. For nogle måneder siden havde vi en periode, hvor Karsten fint kunne putte, men den fase stoppede og i stedet for at insistere på, at det skulle kunne fungere, så skiftede vi tilbage til mig som putter igen og fandt ro. Både Karsten og jeg er slet ikke i tvivl om, at det rigtige lige nu er, at det fortsat er mig, der hjælper Elva til ro – også selvom jeg måske bærer duften af modermælk og derved minder hende om ønsket om at amme. Men det er også mig, hun er vant til at putte hos og falde i søvn hos om aftenen og natten, og derfor holder vi fast i det for nu.

Kærlig opbakning er alfa og omega

Jeg har adskillige gange talt med Karsten om, at nu var det ved at være tid. Men ikke før nu har jeg handlet på det. Og han har altid ladet det være op til mig at styre, hvornår vi skulle gøre noget ved snakken. Også selvom jeg ikke er i tvivl om, at han personligt synes, det er lang tid, natteroderiet har stået på. Han har respekteret, at det var noget, jeg og Elva gerne ville. Ligesom han nu bakker op om, at jeg gerne vil stoppe amningen om natten.

Jeg skriver gerne under på, at et godt ammeforløb også er afhængig af opbakning og støtte fra den ammendes partner. Ikke kun ved etableringen af amningen med det lille spædbarn, men også senere i forløbet (fx ved brystbetændelse) og ved et ammestop. Ved amningen frigives en række hormoner hos moren, som har betydning for morens sindstilstand. Ved et ammestop sker der hormonelle ændringer i kvindens krop, hvilket hos nogen kan give en følelse af tristhed og melankoli og føre til en såkaldt ammeblues. Derfor spiller støtte fra omgivelserne også en betydning under et ammestop – uanset om det er selvvalgt eller ej. Karsten har altid støttet op om mit ønske om at amme vores børn. Jeg har endnu ingen planer om at stoppe de daglige amninger, så jeg er spændt på, om jeg vil mærke nogen form for ammeblues. Det tvivler jeg på, men lidt sentimental skal jeg da nok bruge anledningen til at blive 😉

Det er ikke en fiasko at ændre kurs (plan B)

Det er mit valg at stoppe natamningerne nu, men jeg ville ikke gøre det, hvis jeg ikke havde på fornemmelsen, at det også er et okay tidspunkt for Elva. Derfor satser jeg på, at vi får et okay forløb. Hvis det viser sig, at jeg tager fejl, og Elva slet ikke er klar men bliver dybt ulykkelig nat efter nat, ja så fortsætter vi såmænd blot natamningen noget tid endnu. I min verden er det nemlig ikke at lade barnet tage kontrollen og løbe om hjørner med en – tværtimod er det at møde sit barns behov og udtrykke ligeværd. Men jeg håber selvfølgelig på at lykkes med natammestoppet. Krydser I fingre for os?

/Miranda